Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Principper for skolehjemsamarbejde

Principper for skolehjemsamarbejde

 

Formål og mål

På Vibenshus Skole og KKFO tror vi på, at et godt skole-hjem-samarbejde er afgørende for elevernes læring, trivsel og udvikling. Det skal understøtte, at elevernes hjem kan udgøre en ressource, der bidrager til skolens virke både i forhold til deres barns/børns klasse/klasser og i forhold til det enkelte barn.  

Det er derfor skolens og KKFO’ens målsætning, at forældrene bliver inddraget i skolens liv på en positiv og informerende måde, så de samarbejder med skolens medarbejdere om et godt læringsmiljø. Et godt samarbejde sikrer, at skolen også får kendskab til den enkelte elevs individuelle behov. 

Forældremøder 

Forældremøder afholdes for at samle klassens forældre om emner af relevans for fællesskabet og for at skabe et forum for at udveksle synspunkter mellem forældre og medarbejdere. Desuden kan forældre drøfte relevante emner indbyrdes.  

Der afholdes to forældremøder på et skoleår. På møderne inviteres alle klassens forældre. I forbindelse med særlige temaer kan det besluttes, at klassens elever skal deltage i en del af et af møderne. 

Det første forældremøde afholdes inden efterårsferien. På dette møde kan forældrene møde klassens lærere / pædagoger samt vælge kontaktforældre. Har klassen fået nye lærere / pædagoger, præsenteres de alle på dette møde. Det andet forældremøde afholdes i foråret.  

Forældremøderne planlægges i samarbejde med klassens kontaktforældre – dog med undtagelse af 0. årgangs første møde. Alle forældre inviteres af kontaktforældrene forud for mødet til at ønske emner bragt op.  

På møderne orienterer skolen om klassens faglige arbejde/aktiviteter i det kommende skoleår for alle nye fag samt når skolen i øvrigt finder det fagligt aktuelt. Skolen orienterer desuden om klassens generelle trivsel samt eventuelle udfordringer. I 0. – 3. klasse er KKFO’en repræsenteret, og her orienteres om KKFO’ens aktiviteter og børnegruppens trivsel i KKFO. 

Halvdelen af forældremødet er forbeholdt forældrene, og denne del af mødet bruges bl.a. til, at forældrene træffer indbyrdes aftaler om, hvordan de uden for skoletiden kan være med til at skabe en god skolehverdag for deres barn/børn og en velfungerende klasse ved at oprette lege-/madgrupper og planlægge sociale arrangementer for klassen i løbet af skoleåret etc. 

Det forventes, at alle elever er repræsenteret ved mindst én forælder, der deltager aktivt i forældremøderne. Hvis nogle elever systematisk ikke repræsenteres, vil skolen tage kontakt til hjemmet. 

Kontakt mellem skole og hjem om trivsel

Elevernes både individuelle og kollektive trivsel er en forudsætning for et godt læringsmiljø, og er et fælles ansvar for skole og hjem.  

Hvis skolen ser, at en elev ikke trives, tager skolen kontakt til hjemmet med henblik på at samarbejde om eventuelle tiltag. Skolen opfordrer forældre til at orientere skolen, hvis en elev i en periode er særligt udfordret og har behov for, at skolen understøtter situationen. 

I tilfælde hvor mistrivsel skyldes en situation i klassen eller på skolen, vil skolen aktivt tage initiativ til at orientere alle de berørte forældre om baggrunden samt om de tiltag, skolen tager for at afhjælpe situationen. 

Det er af afgørende betydning for barnets skolegang, at der er en god, nær og gensidig kontakt præget af tillid mellem skolen og hjemmet. Håndtering af komplekse problemstillinger sker bedst ved direkte dialog i en samtale eller ved et møde. Forældre kan altid skrive til en lærer via Aula eller kontakte skolens kontor og bede om et møde eller en opringning. 

Skolens ansvar for at orientere hjemmene om faglige aktiviteter og forventninger

Det er en afgørende forudsætning for, at hjemmene kan understøtte den faglige udvikling i alle fag, at skolen løbende orienterer om de faglige aktiviteter. På Vibenshus Skole er redskaberne til dette dels den årsplan, der fremlægges i alle fag ved skoleårets begyndelse og dels ugeplanen, der som udgangspunkt fredagen før en uges begyndelse opdateres via Aula.dk. 

Med årsplanen gives et billede af de emner, der forventes gennemgået samt de kompetencer, eleverne forventes at tilegne sig. 

Med ugeplanen gives for hvert fag et kort, meningsfyldt billede af, hvad fagets lektioner forventes at bestå i. Detaljeringsniveauet skal være så tilpas, at det er muligt for en forælder at tale med sit barn om hver lektion – både før og efter afvikling.   

For hvert fag angives tydeligt skolens forventninger til elevens eventuelle forberedelse, særlige hjælpemidler, der skal medbringes osv.  

Forældrenes ansvar for at følge med på Aula og understøtte skolen

Som forælder kan man støtte sit barn ved at tale med barnet om de emner, det skal til at lære eller netop har lært om i skolen.  

Inden en elev møder i skole, forventes hjemmet at have orienteret sig i de planer, skolens lærere har fremlagt på Aula. Det er hjemmenes ansvar, at eleverne har gennemført den nødvendige forberedelse samt at eleven medbringer de angive hjælpemidler mv.  

Forældrene i hver enkelt klasse bidrager i samarbejde med klassens lærere til faglige og sociale aktiviteter på skolen. 

 

Vedtaget af skolebestyrelsen den 27.11.2023

Skolens ledelse fremlægger en evaluering af princippets realisering et år efter vedtagelsen.

 

Dokumenter

Principper for Skolehjem.pdf

Shape Created with Sketch.