Princip for mobilfri skoletid
Formål
På Vibenshus Skole prioriteres fysisk aktivitet, direkte kontakt og relationer – mellem elever og elever samt elever og medarbejdere. Derfor er skoletiden mobilfri.
Mål
Den mobilfrie skoletid vil medvirke til at sikre, at faglighed, fokus og koncentration sættes forrest samtidig med, at elevpauser understøtter fysiske, sociale fællesskaber med fokus på bevægelse, interaktion, direkte kommunikation og spil.
At skoletiden på Vibenshus Skole er mobilfri indebærer, at elever ikke må være i besiddelse af mobiltelefoner, smartwatches mv. i skoletiden. Det omfatter både timerne og frikvartererne.
Skolen stiller mulighed for aflåsning af mobiltelefoner til rådighed. Medbragte telefoner skal afleveres inden første lektions begyndelse og udleveres efter afslutning af sidste lektion.
At telefoner opbevares i et af skolen anvist skab, ændrer ikke på, at erstatningsansvar for mistede eller beskadigede mobiltelefoner alene er dækket af de enkelte hjems forsikringer.
Skolens personale kan i konkrete tilfælde beslutte, at mobiltelefoner kan anvendes som led i undervisningen.
På ekskursioner uden for skolens område, kan skolens medarbejdere beslutte, at mobiltelefoner kan medbringes samt beslutte, hvad telefonerne i givet fald kan bruges til.
Skolens ledelse kan undtagelsesvist og i dialog med en elevs forældre / kontaktperson i helt særlige tilfælde, hvor adgang til en mobiltelefon er afgørende for barnets trivsel, beslutte, at elever med dokumenterbart særlige behov eller i særlige situationer generelt kan få dispensation til at have en mobiltelefon i skoletiden. Forældrene henvender sig til ledelsen herom. De konkrete rammer om elevens anvendelse af telefonen aftales i givet fald mellem skole og hjem. I øvrigt kan elever med et konkret behov anmode skolens personale om kortvarigt at få adgang til sin mobiltelefon.
Såfremt det konstateres, at en elev trods princippet om en mobilfri skoletid uretmæssigt anvender en telefon i skoletiden, inddrages denne af skolens personale. Telefonen kan afhentes af eleven på skolens kontor efter sidste lektion. Skolen orienterer hjemmet om overtrædelsen via Aula. Ved gentagelsestilfælde kan elevens forældre blive bedt om at afhente telefonen på skolens kontor.
Skolen skal i samarbejde med forældrene fortsat uddanne eleverne i digital dannelse og brug af digitale kommunikationsmidler og medier.
Vedtaget af skolebestyrelsen
den 28. august 2023.